Menu

Vedtægter

17. januar 2015 kl. 19:16

§1.NAVN

Foreningens navn er Vojens Bold- og Idrætsklub

§ 2. HJEMSTED M.V.

Foreningens hjemsted er Vojens i Haderslev kommune.
Foreningen er stiftet den 18. august 1923.
Foreningen er medlem af JBU under DBU og DGI, Sønderjylland under DGI.

§ 3. FORMÅL
Foreningens formål er at udbrede og fremme interessen for fodboldspil, idræt og løb ved at give medlemmerne mulighed for et aktivt klub liv med virksomhed og kammeratligt samvær.

Foreningens formål er at udbrede og fremme interessen for fodboldspil, idræt og løb ved at give medlemmerne mulighed for et aktivt klub liv med virksomhed og kammeratligt samvær.

Dette søges opnået ved:

 

  • at skabe gode fysiske rammer
  • at synliggøre foreningen i lokalsamfundet
  • at sikre gode og engagerede trænere og ledere
  • at fastholde spillerne ved overgangen fra ungdoms til seniorspiller
  • at sikre massiv forældreopbakning til alle ungdomshold
  • at glæde og lyst præger alle aktiviteter og udvikling
  • at sikre og udvikle rammerne for løberne

§ 4. MEDLEMSSKAB
Enhver kan optages som medlem. Medlemskabet kan være aktivt eller passivt. Indmeldelse skal ske skriftligt og medlemsskabet gælder for den på medlemskortet anførte sæson.

§ 5. KONTINGENT
Medlemskab medfører pligt til at betale kontingent. Størrelsen af medlemskontingentet og tidspunktet for opkrævningen fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen.

§ 6. GENERALFORSAMLING
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. Den bekendtgøres senest 3 uger forinden i et lokalt dag-og/eller ugeblad, eller på anden tilsvarende effektiv måde. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 7.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer. Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem, der på dagen for dennes afholdelse er fyldt 16 år og som pr. samme dato har betalt forfaldent kontingent. Alle afstemninger sker ved almindeligt stemmeflertal, jfr dog § 8 og 19. Alle afstemninger sker på forlangende ved skriftlig afstemning. Kandidater, der vælges på generalforsamlingen skal være tilstede ved dennes afholdelse eller være repræsenteret ved skriftligt tilsagn.

 

§ 8.
Til vedtægtsændringer, bortset fra de i § 19 omtalte, udkræves et kvalificeret flertal på mindst 2/3 af de fremmødte og stemmeberettigede. I modsat fald er forslaget bortfaldet.

§ 9.
 1. Dagsorden for generalforsamling skal mindst omfatte:
 2. Valg af dirigent.
 3. Bestyrelsens beretning.
 4. Fremlæggelse af regnskab og status til godkendelse
 5. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i 
     henhold til det godkendte regnskab.
 6. Fremlæggelse af budget til orientering.
 7. Fastsættelse af kontingent.
 8. Indkomne forslag.
 9. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
10.Valg af revisorer.
11.Eventuelt.

 1. Dagsorden for generalforsamling skal mindst omfatte: 2. Valg af dirigent. 3. Bestyrelsens beretning. 4. Fremlæggelse af regnskab og status til godkendelse 5. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i       henhold til det godkendte regnskab. 6. Fremlæggelse af budget til orientering. 7. Fastsættelse af kontingent. 8. Indkomne forslag. 9. Valg af medlemmer til bestyrelsen.10.Valg af revisorer.11.Eventuelt.

 

§ 10.
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når et flertal af bestyrelsen finder dette påkrævet, eller når mindst 40 stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter ønske derom med motiveret dagsorden. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling offentliggøres som ved ordinær generalforsamling, dog at varslet fastsættes til mindst 1 uge.

§ 11. BESTYRELSEN

§ 11, stk. 1:  
Bestyrelsen består af 5 – 9 medlemmer. Heraf udpeges de to medlemmer som beskrevet nedenfor under stykke 4, medens de resterende bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen.

 

§ 11, stk. 2:  
Formanden vælges for 2 år ad gangen direkte på generalforsamlingen

§ 11, stk. 3:  
Bestyrelsen konstituerer sig selv med:

1.  En næstformand

2.  En kasserer

3.  En formand for sportsafdelingen

4.  En sekretær.

§ 11, stk. 4   
Den under stykke 1 anførte udpegning af to bestyrelsesmedlemmer sker således:

1)      Løbeafdelingen (tidligere benævnt motionsafdelingen) under VBI udpeger et medlem

2)      Vojens Bold- og Idrætsklubs forældreforening (VBIF)

De udpegede bestyrelsesmedlemmer indgår med samme kompetencer og ansvar som de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer.

§ 12.

Alle valg gælder for to år ad gangen. Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne plus et medlem vælges i de lige år, medens halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne minus en vælges i de ulige år. For at få denne valgrytme til at passe, kan et konkret valg ske for en periode af et år.

Udpegningerne finder også sted for to år adgangen, dog at de udpegningsberettigede når som helst kan beslutte at omgøre udpegningerne.

 

§ 13.

Fratrædes en generalforsamlingsvalgt post i valgperioden, kan bestyrelsen udpege en suppleant på posten frem til den først kommende generalforsamling.

§ 14.

Formanden indkalder med mindst 8 dages mødevarsel bestyrelsen til møde, hvor man i fællesskab planlægger foreningens aktiviteter.
Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. For at et bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt, skal mindst 50% (halvdelen) være tilstede. Bestyrelsen nedsætter de for arbejdsgangen nødvendige udvalg og arbejdsgrupper. Udvalgene og arbejdsgruppernes beføjelser m.v. fastsættes af bestyrelsen.

§ 15. TEGNING OG HÆFTELSE

Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan meddele foreningen kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser, ligesom denne kan meddeles prokura for så vidt angår daglige og sædvanlige dispositioner. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den i foreningen til enhver tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningen medlemmer eller bestyrelse noget personligt gældsansvar.

 

§  16

Al aktivitet indenfor Vojens Bold- og Idrætsklub sker på eget ansvar.

§ 17. REGNSKAB OG REVISION

Foreningens regnskab revideres af to af generalforsamlingen valgte revisorer.

Foreningens regnskabsår går fra den 1. januar til den 31. december.

Regnskabet skal afleveres til revisorerne senest den 1. februar og foreligge i revideret stand senest den 10. februar.

Foreningens revisorer kan til enhver tid og uden varsel foretage revision af foreningens regnskaber.

§ 18. EKSKLUSION OG UDMELDELSE

Udmeldelse, jfr. § 4 skal ske ved henvendelse til kasserer. Allerede indbetalt kontingent refunderes ikke. Spillercertifikat i henhold til de for JBU/DBU gældende regler udstedes først, når eventuel kontingentrestance er betalt. Medlemmer, der efter bestyrelsens opfattelse ved deres optræden direkte eller indirekte modarbejder foreningens formål eller arbejde, kan udelukkes for en fastsat tid eller for bestandig. Bestemmelse herom træffes af bestyrelsen med almindelig flertal, men kan af den ekskluderede indankes for den næstkommende generalforsamling, der afgør sagen ved almindeligt flertal.

§ 19. OPLØSNING M.V.

Bestemmelse om foreningens opløsning eller forandring af dens navn kan ikke ske, når mindst ti medlemmer stemmer imod. Denne paragraf kan ingensinde udelades eller forandres. I tilfælde af opløsning henstilles midlerne til en fond, der administreres af kommunen og kan overlades til en eventuel nystartet sportsforening.

Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 17. marts 2010.

Sign. Bjarne Ditlevsen - dirigent

 

Luk