910

Bestyrelsen - adminstrationUdskriv side

I forbindelse med indførelse af regler i Vojens Bold-og Idrætsklub omkring krænkelser af børn og unge i klubben skal følgende retningslinier indføres.

I forbindelse med indhentning af oplysninger skal der udfærdiges en ajourført liste over alle trænere/hjælpetrænere og ledere tilknyttet hold i Vojens Bold-og Idrætsklub med børn og unge under 15 år. Listen skal indeholde navn, adresse og cpr-numre. Denne liste skal omhandle såvel direkte holdtilknyttede samt ansatte af klubben.

Pr. 5. januar hvert år skal der indhentes underskrifter på fuldmagter til indhentelse af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister fra samtlige på listen opførte personer. Senest pr. 1. februar hvert år fremsendes disse anmodninger om oplysninger til Rigspolitichefen.

Det er formandens ansvar, at anmodningerne fremsendes til Rigspolitichefen.

I Det Centrale Kriminalregister forespørges på følgende lovparagraffer:

Straffelovens § 222, § 224, § 225 og § 235 samt § 210 og § 232.

Disse paragraffer omhandler alle forhold begået mod et barn under 15 år.

Ved forhold forstås seksuelle forhold med børn under 15 år, blufærdighedskrænkelse, incestforhold, samt forhold vedr. distribution og salg af utugtige fotografier og film og lign. af børn.

I Vojens Bold-og Idrætsklub er det alene klubbens formand og formand for Børne-Afdelingen eller formanden for Ungdoms-Afdelingen, der må håndtere de oplysninger, der kommer retur fra Rigspolitichefen.

Disse 3 personer skal underskrive en tavshedserklæring, som er gældende for resten af livet. Retten til at håndtere oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister kan ikke videregives til andre i klubben (ej heller ved fuldmagt).

Når der fra Det Centrale Kriminalregister kommer svar retur fra Rigspolitichefen til klubben, er det klubbens formand/formand for Børne-Afdelingen eller formanden for Ungdoms-Afdelingen, der modtager og gennemser disse.

I tilfælde af at, en person, der er forespurgt på, findes i Det Centrale Kriminalregister, kontakter formanden denne, med henblik på omgående bortvisning, som træner/leder fra klubben.

Alle svar, der er modtaget retur fra Rigspolitichefen makuleres.

Det er formandens ansvar, at der sker makulering af alle svar.

Klubbens formand/formand for Børne-Afdelingen eller formanden for Ungdoms-Afdelingen afkrydser på tjeklisten alle, der er forespurgt på, således at man altid kan se, at en træner/leder er tjekket. Denne liste opbevares i aflåst skab.

Det må ikke fremgå af listen, hvad svaret på hver enkelt forespørgsel har været.efter det årlige tjek er afsluttet sørger formanden for, at det føres til protokol i forbindelse med næste bestyrelsesmøde, at det årlige tjek har fundet sted.

For trænere/ledere, der starter i klubben, foretages der efter de ovenstående retningslinier et tjek ved ankomsten til klubben, hvorefter vedkommendes navn, adresse og cpr-nummer indføres på den samlede tjekliste, således at vedkommende fremover følger samme tjek-tidspunkt, som alle andre trænere/ledere.

Det skal understreges, at såfremt en træner/leder er at finde i Det Centrale Kriminalregister skal vedkommende bortvises som træner/leder fra klubben omgående, uanset konsekvenser for børnene og klubben.

For trænere/ledere for unge mellem 15 og 18 år gælder følgende regler i den danske lovgivning – i disse tilfælde kan klubben ikke forespørge i Kriminalregisteret:

Iflg. Servicelovens § 36 og Straffelovens § 213 har alle personer pligt til at underrette barnets bopælskommune, hvis man får kendskab til, at et barn under 18 år udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under vilkår, der bringer dets sundhed og udvikling i fare. Trænere, ledere og instruktører har således pligt til – selv eller gennem ledelsen – at underrette kommunens socialforvaltning, hvis man mener, at et barn udsættes for seksuelle overgreb.

Straffelovens § 216 -§ 235 handler om seksuelle overgreb mod børn og unge.

Den seksuelle lavalder her i landet er 15 år. Det er også strafbart at have sex med en ung under 18 år, hvis den unge er ”betroet den voksne til undervisning eller opdragelse”, eller hvor det seksuelle forhold skyldes misbrug af alder og erfaring. I idrætssammenhæng er alle former for seksuel kontakt mellem trænere, ledere, instruktører og de børn under 18 år, som de træner, derfor helt uacceptable.

Som følge heraf skal det understreges, at hvis en træner/leder i Vojens Bold- og Idrætsklub overtræder ovennævnte, skal vedkommende omgående bortvises som træner/leder fra klubben, uanset konsekvenser for de unge og klubben.

Ved en eventuel bortvisning af en træner/leder fra Vojens Bold-og Idrætsklub henledes opmærksomheden på, at vi fra klubbens side kan anmode den bortviste om, at holde sig væk fra klubben og de af Vojens Bold-og Idrætsklub benyttede områder. Men klubben kan ikke kræve det.

I tilfælde af, at en forælder, en træner eller en leder henvender sig til klubbens bestyrelse med mistanke om, at der foregår krænkelser af et barn eller ung spiller i Vojens Bold-og Idrætsklub, er det bestyrelsens pligt at reagere hurtigt og støtte op om de involverede parter bedst muligt. Der skal hurtigt laves en vurdering af om sagen er velbegrundet, og hvis den er, skal der tages kontakt med de sociale myndigheder og/eller politi.

Hvis man ikke føler, at der er begrundet mistanke, skal al rygtedannelse stoppes hurtigst muligt.

Hvis en mistanke er begrundet, og bestyrelsen derfor vælger at overlade sagen til de sociale myndigheder og/eller politiet, er sagen i klubben dermed stoppet med hensyn til undersøgelser o.l.

Det er VBI’s politik, at der hurtigst muligt skal informeres blandt alle de involverede parter, således at alle får en god forklaring og forståelse af, hvad der er sket.

Der er mange muligheder for at få hjælp, hvis vi i klubben skulle få brug for det.

Nedenfor angives en række telefonnumre, hvor der sidder professionelle folk, der kan kontaktes med henblik på at få hjælp til at løse situationen bedst muligt.

Vigtigst af alt er, at man fra bestyrelsens side gør noget og hjælper hurtigt.

Børns Vilkår

Rådgiverne på begge nedennævnte telefonnumre er uddannede voksne med viden og erfaring om børn – f.eks. socialrådgivere, pædagoger, psykologer og lærere.

Børns Vilkår er en privat organisation, som har til formål at forbedre vilkårene for børn og unge i Danmark. Børns Vilkår er uafhængig af politiske partier og faglige organisationer.

Børnetelefonen tlf. 3555 5555

(Man-fre kl. 12.00-21.00 Lør/søn kl. 9.00-12.00)

Forældretelefon tlf. 3555 5557

(Man/fre kl. 12.00-21.00)

Vojens Kommune

Børne-/Familierådgivningen tlf. 7420 3040

Uden for almindelig åbningstid henvises til Børneværnsvagten via Haderslev Politi tlf. 7452 2525

Danmarks Idræts-forbund

Idrættens Hus

2605 Brøndby

Konsulentafdeling tlf. 4326 2031

 

Til alle rådgivere på ovennævnte telefonnumre kan du ringe anonymt